Velkommen, Fodring, Alene hjemme, Renlighed og at Gø

Mave tarm problemer - virus

Mave virus er ikke unormalt hos vores hunde, og florere ofte i vintersæsonen, men heldigvis er vores hvalpe vaccineret mod den alvorlige Parvovirus. Mavevirus hos hunde kan være lige så smitsomt som Roskildesyge hos mennesker, så hvis der snuses til efterladenskaber fra en syg hund, så kan virus overføres. Ved virus infektion er det vigtigste, at væskebalancen holdes oppe, så hunden ikke bliver dehydreret. En hund har behov for 50ml væske per kg kropsvægt om dagen, og ved opkast eller tynd mave, så er der et øget behov (ved behov kan afkølet kogevand fra en kylling motivere drikkelyst).  Hvalpe bliver hurtigere dehydreret end voksne hunde, og hvis hvalpen virker sløv, har feber, ikke har spist eller drukket et døgn, så er det vigtigt at søge dyrlægehjælp, da væskebalance måske skal genoprettes.

Husk, at hunden også kan have spist noget den ikke kan tåle, noget giftigt, eller noget fordærvet som giver en bakterieinfektion, og så er akut dyrlægehjælp nødvendig.

Jeg benytter som opdrætter altid tilskud af mælkesyrerbakterier ved det mindste tegn på dårlig mave eller opkast,- ved opkast påvirkes mavetarmflora, og næste trin er erfaringsmæssigt tynd mave.  ZooLac  pasta med mælkesyrer fås på apotek eller Maxizoo, og hundene kan normalt godt lide smagen.
Hvis der er tynd mave, så benytter jeg Pro-Kolin pasta (eller Panikur Pro pasta), som indeholder ler, og har en samlende effekt på tynd mave. Så snart afføring normaliseres, så går jeg tilbage til ZooLac, da Pro-Kolin godt kan give forstoppelse ved længere tids brug. Jeg fortsætter med tilskud af mælkesyrerbakterier flere uger, da det kan tage lang tid for mavetarmflora at blive normaliseret.  

Skånekost opskrift - til uro i mave tarm
(Huskeregel: dobbelt vand og dobbelt kogetid J )
Følgende blandes i en gryde og opvarmes til kogning under omrøring
500 g hakket kylling eller svinekød
8 dl vand
2 tsk salt (evt. elektrolyt saltblanding, hvis dette haves i huset)

Herefter tilsættes nedenstående
2 dl ris
150 g fint hakket sødkartoffel (kan erstattes med ½ dl ekstra ris og 1 dl vand)
1 spsk. havregryn
Opvarmes til kogning under omrøring, og skal herefter simrer under låg i 45

Nedenstående tilsættes til den færdigkogte afkølede ret
1 dl hytteost ( Kalciumkilde, men giver også sunde mælkesyrebakterier)

Omtrentlig dagsration: voksen ca. 25 g pr. kg af hundens vægt, hvalpe op til 6 måneder  100 g pr. kg kropsvægt, hvalpe 6-12 måneder og drægtige 50 g pr. kg kropsvægt.  

Der findes flere opskrifter på hverdagsmad på BARF og SAFF

Velkommen og de første nætter

Det er en ekstrem stor omvæltning for en lille hvalp at blive flyttet fra de vante trygge rammer, og så ud i nye og uvante omgivelser. Det er derfor vigtigt at sørge for, at hvalpen får ro og tid til at lære de nye omgivelser at kende.

Lad hvalpen udforske få rum ad gange i det tempo, der passer den.

Den lille hvalp har ALDRIG prøvet at sove alene eller at være uden søskende, så jeg er stor fortaler for, at man hjælper hvalpen igennem denne svære omstillingsproces. Der er efter min overbevisning to muligheder de første nætter i det nye hjem.

  1. Hvis man har bestemt et sted hvalpen skal have sin faste soveplads, så kan man give den tryghed ved at sove på en madras ved dens side de første par nætter.
  2. Alternativt kan man sætte dens kurv eller et transportbur ved siden af sengen, så er det let at stikke en beroligende hånd ned til hvalpen, når den bliver urolig.

Inden hvalpen kommer, vil jeg appellere til, at man tager et hvalpecheck. Hvad ligger der af ledninger man kan gnave i, og hvad med små dimser man kan sluge...

Hvalpen vil naturligvis være urolig de første par dage i det nye hjem. Hvis det er logistisk muligt, og køber har mod på det, så tager vi som opdrætter gerne hele kuldet på besøg i det nye hjem som en del af socialiseringen. Herved får hvalpen mulighed for at møde de nye dufte og nye omgivelser inden den flytter, og det i trygheden af resten af hvalpegruppen. Hele hvalpekuldet får en stor oplevelse uden for vante omgivelser, hvilket er en vigtig del af socialiseringsprocessen.

Se Ønskedrømmen for mere information om resource behov i hvalpetiden, samt gode råd om socialisering/miljøtræning og psykisk 1. hjælp ved uheldige oplevelser.

Fodring

Kong pyramide small, Dog Treat Maze af Nina Ottosson eller Foderbold er en sjov måde at blive fodret ...

Hvalpe fodres flere gange om dagen med hvalpefoder til små hunde (se den vejledende mængde på pakken).

Ved 8 ugers alderen spiser hvalpen ca. 20-25g 4 gange dagligt.

Jeg anbefaler, at man tilpasser fodringen til sin hund, så følgende er kun vejledende.
2-6 måneder  4 gange/dagligt (25-30g pr. måltid – stigende behov)
6-10 md.        3 gange/dagligt (40-30g pr. måltid – faldende behov)
> 10 md.        2 gange/dagligt (ca.40g pr måltid)

Se endvidere Hundefoder

Sørg for at der altid står frisk vand fremme, så der ikke opstår dehydrering. Tørkost behøver meget vand for at undgå hård mave.

Ønsker man at skifte foder skal det gøres meget gradvis ved at blande nyt og gammelt fodertype sammen over 7 dage.

Hvalpene er hos os primært fodret med modermælk op til 6 uge. Moderen er fodret med Royal Canin MINI Starter Mother & Babydog, og hvalpene har også fået Royal Canin MINI Starter begyndende fra 3 uge. De har også fået kogt kylling og torskerogn, lidt Acana Poppy Small Bread, lidt Hill´s ideal balance PUPPY og lidt Royal Canin MINI junior.
Herudover har de smagt kalvelever, ost, fisk, tørret fisk, svinekød, kalvekød og tyggeben.

Nogle hvalpe vil ved flytningen til deres nye hjem gå fra fodret. I sådanne tilfælde må man være opfindsom, så man ikke havner i en ond spiral. Det er vanskeligt at opbygge tillid til en ny familie, hvis maven er helt tom, så principper om korrekt fodring må vente til hvalpen er blevet tryg ved de nye omgivelser. Eksempelvis kan benyttes kogt kylling, tun eller bare en lille skefuld smør blandet med lidt tørkost. Så kan mængden af tørkost langsomt øges.

Alene hjemme

Corey træner 7 md gamle Aura

Uhh, dette er en helt ny verden!

En lille hvalp er aldrig helt alene, selv om dens mor over tid tilbringer mere og mere tid væk fra hvalpekassen, så er der jo altid de andre hvalpe.

For at den lille nye hvalp skal lære at være tryg ved at være alene, og ikke udvikle utryghed resten af dens hundeliv, så er det utrolig vigtigt at afsætte ressourcer til indlæring af gode vaner.

Der skal altså afsættes tid til denne proces:

  1. Langsom tilvænning til, at man går lidt ud af rummet, hvor hvalpen opholder sig. Det er en fordel, at udnytte naturlig træthed eller hvis hvalpen er optaget af andre ting, f.eks. et tyggeben. Forsøg at komme tilbage inden hvalpen bliver ængstelig.
  2. Gå få minutter ud af døren som en naturlig del, og vend helst tilbage inden "gråd" eller i ophold i gråd. Man kan med fordel udnytte et tidspunkt hvor hvalpen er rolig eller beskæftiget af noget andet. Lad være med at gå mens hvalpen sover, det er utrygt at vågne uden at vide at man er alene.
  3. Det er den første halve time der er den sværeste, så vær omhyggelig. Her skal hvalpen gerne lærer konceptet, at mennesker går, men de kommer tilbage igen, så man behøver ikke at være utryg eller bange. 
  4. Intervaller øges i tid og trænes hver dag, også selv om man pludselig har ferie, så er det vigtigt at gå ud af døren bare 5-10 min. hver dag.
  5. En godt træt hvalp befinder sig bedre alene hjemme, end en hvalp der mangler stimuli. Selvfølgelig skal hunde ud og læse avisen i nabolaget, når man går tur, men det er nemt at træne konditionen op på et højt niveau. Lige efter man har været ude at gå, er hvalpen fuld af energi, så vent minimum en halv time, før man går ud af døren. En lang tur er bedre når man kommer hjem, end lige inden man tager af sted.
  6. Aktivering og brug af næse og hjerne er trættende for en lille hvalp. Dette kan med fordel udnyttes inden hvalpen skal være alene. Lav f.eks. søgeopgaver, hvor hvalpen skal finde små ostebider på gulvet i huset. Sværhedsgraden kan langsomt øges.
    Tørkost kan fodres på udfordrende måder (se billede under Fodring). Træn hvalpetræning.
  7. Begræns den tid hvalpen er alene hjemme så meget som muligt.

Hos os er hundene alene hjemme i køkken/bryggers delen af huset, i overbevisning om at den begrænsede plads giver trygge rammer at sove i. Hunde sover flere timer i døgnet end mennesker, og det er jo smart at de sover, mens man ikke er hjemme. Vi lader en radio stå tændt, så hundene ikke generes af ukendte lyde ude fra. Hvis det er mørkt, så lader vi lyset brænde for hundenes skyld.  

Bemærk, at nogles velmene gode råd om alene hjemme i bur er uforenlig med Dyreværnsloven. Et bur er til kortere ophold. se evt DKKs hæfte "Guide til det gode hundehold".

Renlighedstræning

Hvalpe kan være længe om at fornemme eller kommunikere at de skal. Derfor må man sørge for, at de kommer ud og tisser mange gange om dagen.

Hos os er vi begyndt at bruge tissebakker med kunstgræs lige neden for hvalpekassen, for selv små 4 uger gamle hvalpe besørger ikke i deres seng, så naturligt vil meget ramme måtterne, når de står op efter en lur. Dette er den spæde start på renlighedstræning, hvor hvalpene tisser på de kunstgræsmåtter, som i starten er stort set over det hele. Senere bliver der stører og stører afstand, og det er kun tissebakker der benyttes (Den videre træning vil så være at flytte tissebakkerne til udgangsdøren). Hvalpene kommer hos os selvfølgelig også ud i haven, hvorved de har prøvet at tisse på forskellige underlag. Dette er vigtigt, da det er omkring 6 ugers alderen, at hvalpene danner præference for hvilket underlag de foretrækker at tisse på. Hos os som opdrætter bliver de altså trænet i at foretrække udendørs eller tissebakker med kunstgræs, og de er rigtig dygtige til det, når de flytter hjemmefra.

Generelt skal en lille hvalp tisse hver gang den har spist, leget, sovet eller efter et par timer.... 

Sørg for at gå med hvalpen ud (det er utrygt at være ude alene) og ros mange gange, når der besørges eller tisses ude. Så vil hvalpen over tid forstå sammenhængen.

Skæld aldrig ud, da dette kun giver en utryg hvalp der tager afstand fra sin ejer.
2 - 3 sek. efter hvalpen har tisset har den glemt alt om det, og vil undres betydeligt, over den aggressive adfærd fra dens menneske.

Et godt råd er masser af kartoffelmel til at suge pletter og en god tålmodighed.

At gø ved hækken

Aura 3 md træner koncentration

De fleste mennesker bryder sig ikke om hunde, der står og gør ved hækken, og herudover så hidser hunden sig unødigt op, og dette adfærdsmønster er der slet ikke noget grundlag for at fremme.

Det er nemmest at have fokus på denne adfærd fra starten, så det ikke bliver en dårlig vane for den lille hvalp.

Hvis hvalpe gør, så afled dens opmærksomhed, tag den eventuelt væk fra situationen.

Man kan med fordel sidde og lege med hvalpen op af hækken, så den vænner sig til, at der er en aktivitet man ignorerer.

 

Hunde får 2 sæt tænder

Jeg anbefaler at børste tænder på sin hund

Hunde har det som mennesker, at de får 2 sæt tænder. Hvalpe har 28 mælketænder. Når hunden er i alderen 5 til 7 måneder får den 42 blivende tænder, dersom regel fordeles med 21 i overmunden og 21 i undermunden. Tænderne fordeles med 6 fortænder i overmunden  og 6 i undermunden, 4 hjørnetænder og 26 kindtænder.

Tandskiftet er normalt uden de store problemer, men kan klø i munden. Specielt ved de mindre racer skal man holde øje med, at der ikke sidder en mælketand i vejen, når de blivende tænder begynder at vokse frem.

Tænder er først færdigudviklet når hunden er 2 år, og jo ældre hunden bliver jo stærkere bliver tænderne.

Derfor ser man også at det ofte er hunde der er under 2 år der har knækket tænder, eksempelvis på grund af leg med pinde, sten, golfkugler eller andet hårdt. Mange yngre hunde der får ben knogler har også knækkede tænder, ligesom det ofte ses at yngre hunde der fodres med barf foder har knækkede tænder, der skyldes tænderne var for svage til  at kunne  klare det store tryk der kommer når der bides i knogler eller råt kød.

Det er derfor en dårlig ide, at lade hvalpen tygge i f.eks. de meget hårde okseklove, hvis man ønsker et komplet tandsæt. Der er mange mere bløde alternativer for hvalpe at tygge i, f.eks. Tørret okseøre og produkter af tørret oksehud.

Tænderne udvikler sig normalt som følger: 

Tand navn

Mælketænder udvikles normalt i alderen

Blivende tænder udvikles normalt i alderen

Fortænder (I 1-3)

4 – 6 uger (alle)

12 – 16 uger

Hjørnetænder

3 – 5 uger (alle)

12 – 16 uger

Forreste  Kindtænder (præmolarer P 1-4)

5 – 6 uger (P 2-4)

12 – 20 uger

Bagerste Kindtænder (molarer)

 

16 – 24 uger

 

 

| Svar

Nyeste kommentarer

09.08 | 19:06

Hej Katrine. Fantastisk hjemmeside med alle de bedste tips og gode råd, man som nyslåede havaneserejer har brug for. Tak.

23.03 | 20:04

Hej
Vi er en famile på 4, hviraf de to unge er hhv. 15 og 19 år.
Vi har længe ønsket en Bichon Havansise hund, så vi vilspørge om du venter hvalpe iår?

18.03 | 19:46

Hej Anders ‘
Hunde 🐶
Vande

25.09 | 09:22

Tak for god inspiration til mine overvejelser ang. valg af hunderace. Må jeg spørge ind til, om der er forskel på, hvor meget pelspleje hver race kræver? Anette